Hvorfor bruger nogle mennesker fysisk straf?
At straffe sin hund når den ikke udfører en opgave som vi ønsker det, bunder i flere ting.
Når jeg taler om straf i denne forbindelse så mener jeg helt konkret; At slå, ruske og på anden måde fysisk straffe hunden. At råbe og skrige og lave store armbevægelser og følelsen af at vreden vælder op i hele ens krop.
Det vigtigste at forstå i sådanne situationer er at grænsen for vrede og irritation er helt forskellig fra menneske til menneske, men det handler især om tålmodighed og at kunne tøjle sin egen vrede/aggression.
Når jeg bliver spurgt om straf virker, så siger jeg;” Ja da, det kan du lige tro det gør. Det virker på den her måde; Dit eget blodtryk stiger kraftigt, hunden oplever dig som helt upålidelig, uligevægtig og den ønsker kun at komme så langt væk som muligt fra dig, eller underkaste sig fordi du opfører dig aldeles truende.
Hunden holder op med sit gøremål, men samtidig er den havnet i en stress situation hvor den ikke ved hvad den har gjort forkert, den ved bare at du er truende og vred.
Når hunde er stressede lærer de meget dårligt, og det betyder at den ikke har erfaret hvad den ellers kunne gøre. Især hvad den kunne gøre rigtigt.
Under indlæring kobles (lidt simpelt fortalt) 2 hjerneceller sammen (synapse) og de danner en ”rute” i hjernen, en bane hvor den nye indlæring sidder. Jo oftere det lykkes at skabe korrekte baner, jo mere sidder lærdommen fast. Altså succes skaber mere succes.
Når du straffer hunden under en øvelse kan du aldrig vide om du ødelægger en lille del af øvelsen, som hunden faktisk havde fattet korrekt, for at straffe er uhyre vanskeligt.
Lad os sige at du øver fremadsendelse med din hund.
I står klar og du sender hunden ud, den løber villigt og glad fremad, og pludselig bliver den forstyrret af noget, som dens ”drift/natur” ikke kan ignorere. Den tager lige en afstikker til det her spændende noget……………
Du kalder, hunden ignorer dig, du kalder igen, denne gang noget skarpere og hunden ignorer dig stadig……..Nu er du ved at være rigtig vred. Den dumme hund, den VED JO GODT at det er forkert!!!!!!!!!! Nej den gør ikke.
Den har lige opdaget noget som er meget mere spændene at du er, og den følger sin naturlige drift.
Det er bare ærgerligt, og det er nu du skal tøjle din vrede. Kan du ikke det, så fanger du måske hunden, måske kommer den hjem af sig selv, og hvad så???
Så får den sådan en skideballe og måske en rusketur oveni.
Hvordan oplever hunden det?
Hvis du er uheldig har du lige frataget din hund al motivation til at løbe fremad og du har skældt den ud for at komme hen til dig.
Hunden stresser/underkaster sig, og du er blevet vred. At arbejde videre med sin hund i den situation vil som regel ikke gå særlig godt, og resten af træningen er som oftes farvet af den uheldige oplevelse, både for hund og ejer.